Derrys blodige søndag
Af Peter Kyhl Olesen
Teksten er blevet bragt som kronik 30. janaur 2012 i Fyens Stifttidende ifm. 40-året for Bloody Sunday
Hvad var det? En undskyldning for, hvad der skete på Bloody Sunday – og så endda fra en britisk konservativ premierminister. Undskyldningen havde de ventet på i lang tid – hele 38 år for at være præcis, den katolske del af befolkningen i den nordirske by Derry. Men opgivet havde de også undervejs – indtil en junidag for snart to år siden. Via storskærme på et af byens torve tonede Storbritanniens premierminister David Cameron frem og udtalte de historiske ord: »Jeg undskylder dybt på vegne af vores land. Det, der skete, skulle aldrig have været sket«. Fotos fra Guildhall Square, som torvet hedder, viste motiver af glade og lettede indbyggere.
Der var på ingen måde hverken glæde eller lettelse hos katolikkerne i Derry efter en borgerrettighedsmarch den 30. januar 1972. I stedet var ansigterne på deltagerne forstenede, grådkvalte eller sammenbidte. Bulletinerne lød nemlig på 13 døde og 14 sårede. »I can’t believe the news today, but I can’t close my eyes and make it go away«, lyder starten på irske U2’s udødelige sang 'Sunday Bloody Sunday', som er skrevet med denne hændelse i mente. For Bloody Sunday blev netop det navn, søndag den 30. januar 1972 for eftertiden blev kaldt.
Tidligere den dag var borgerrettighedsmarchen med 20.000 deltagere startet i byen, og arrangørerne trodsede dermed et forbud mod marcher, men lovede, at den ville foregå uden ballade. Formålet med marchen var dels at demonstrere mod, at personer som Storbritannien mistænkte for at være medlemmer af den Irske Republikanske Hær (IRA) blev fængslet uden rettergang og dels mod protestanternes diskriminering af det katolske mindretal i Nordirland. Undervejs på ruten sang marchdeltagerne – inspireret af den amerikanske borgerrettighedsbevægelse – vers fra sangen ’We Shall Overcome’.
På det tidspunkt var forholdet mellem mellem de katolske nationalister og de protestantiske unionister blevet kraftigt forværret i løbet af de seneste år. Det sydede og boblede i Derry eller Londonderry som protestanterne kalder byen. Derfor blev det britiske militær sendt til den notorisk urofyldte nordirske provins for at holde de stridende parter fra hinanden.
Britiske specialstyrker var også tilstede under borgerrettighedsmarchen for at overvåge. I starten forløb den forholdsvis stille og roligt, indtil en mindre gruppe unge, der var med i marchen, begyndte at kaste med sten mod de britiske soldater. Soldaterne svarede igen ved at åbne ild. I løbet af en halv time havde 13 katolikker mistet livet.
Det der skulle have være en søndag i frihedens navn blev med ét ændret til en tragedie, der i årtier skulle komme til at spille en essentiel rolle i de nordirske katolikkers selvforståelse. Foruden selve nedskydningen af ubevæbnede marchdeltagere – hvilket i sig selv skabte et stort had til briterne – vakte det også bestyrtelse blandt de irske katolikker, da briterne ganske kort tid efter Bloody Sunday offentliggjorde den britiske retspræsident Lord Widgerys rapport om, hvad der var sket på dagen. Konklusionen i rapporten var, at marchdeltagerne havde våben på sig og, at det var dem, som havde skudt først. Dermed blev det retfærdiggjort, at de britiske soldater havde åbnet ild. Senere blev de ledende officerer på baggrund af rapportens konklusion dekoreret af dronning Elizabeth.
Bloody Sunday skulle blive startskuddet til gevaldig eskalering af den nordirske konflikt mellem de katolske nationalister og de protestantiske unionister, en konflikt der i årtier bevirkede, at Nordirland bar præg af blodig uro og terrorkampagner.
For de irske katolikker blev konklusionen fra Lord Widgery rapporten ved med at nage, specielt fordi det var umuligt ikke at se den som en hvidvaskning af de britiske styrkers indsats under Bloody Sunday. For mange katolikker kom det i høj grad til at præge forholdet til de britiske soldater, der blev anset for at være i ledtog med protestanterne, og dermed ikke at være neutrale, som meningen ellers var fra starten, da de blev sendt til Nordirland.
Da det langt om længe lykkes at få en fredsaftale igennem i foråret 1998, og nye forsoningsfulde vinde blæste ind over Nordirland, signalerede den daværende britiske premierminister Tony Blair nye tider i forholdet mellem Storbritannien og de nordirske katolikker. Han nedsatte en uvildig kommission, der skulle undersøge hele hændelsesforløbet omkring Bloody Sunday. »Det dæmpede afgjort gemytterne«, konstaterer Blair i sin nyligt udgivne biografi.
Det skulle tage hele 12 år og koste næsten 2 milliarder pund, før den 5000 siders store Saville report var på gaden. Det skulle blive den længste og dyreste undersøgelse i britisk historie. I sin biografi fortæller Tony Blair, »at da rapporten kom, stod det mig klart, at den havde været det hele værd: En udtømmende og fair udredning af, hvad der var sket«.
Det bringer os tilbage til de glade og lettede mennesker på Guildhall Square i Derry den junidag for godt to år siden, hvor David Cameron på storskærmen konstaterede: »Nogle af medlemmerne fra vores væbnede styrker opførte sig forkert. Regeringen er i sidste ende ansvarlig for de væbnede styrkers handlinger. Og det vil jeg gerne undskylde på regeringens og bestemt på landets vegne«.
I den engelske instruktør Poul Greengrass nærmest dokumentaragtige film ’Bloody Sunday’ fra 2002, lader han en af lederne af borgerrettighedsmarchen den 30 januar 1972, Bernadette Devlin afslutte filmen med ordene: »På vegne af ofrene og deres familier helmer vi ikke før, at retfærdigheden har sket fyldest«.
Det har den så gjort nu.
Peter Kyhl Olesen er folkeskolelærer og skribent.
