Folkemordet i Rwanda 1994
Det er svært kort at give baggrunden for den dramatiske konflikt, der førte til at mellem en halv og en million mennesker blev dræbt i Rwanda ved massakrer i foråret og sommeren 1994. Der har altid været spændinger mellem hutufolket, der udgør langt den største del af befolkningen, og mindretallet af tutsier. Men under Belgiens kolonistyre blev det betydeligt værre, fordi tutsierne blev begunstiget på bekostning af hutuerne. Belgierne mente, at tutsierne var mere intelligente og civiliserede, fordi de var lysere i huden end hutuerne og ikke havde helt så markante negroide træk som hutuerne.
Ved landets selvstændighed i 1962 tog hutuerne magten, og det fik hundredtusinder af tutsier til at flygte til bl.a. Uganda. Herfra vendte de – eller deres børn – tilbage 30 år efter.
Det begyndte med en tutsi-ledet oprørsbevægelse, som angreb fra Uganda i november 1990. Kampene bølgede frem og tilbage de kommende år. I 1993 blev der indgået en fredsaftale, som garanterede flygtningene ret til at vende hjem. Men yderligtgående kræfter blandt hutufolket ville ikke give plads til øget indflydelse fra tutsierne. Fra april 1994 begyndte et uhyrligt folkemord på både tutsier og moderate hutuer – hutuer landet over blev via propaganda i radioen opfordret af regeringen til at gennemføre folkemordet.
I sommeren 1994 fik den tutsiledede oprørsbevægelse erobret magten, og det standsede folkemordet. På grund af panik og tilskyndelser fra militante hutuledere flygtede tæt ved to millioner hutuer. På en enkelt dag krydsede en million flygtninge grænsefloden mellem Rwanda og det daværende Zaire (i dag Den demokratiske Republik Congo). Men efter et par år startede der folkevandringer i den modsatte retning. Først vendte hundredtusinder af tutsier frivilligt tilbage. Så flygtede de fleste hutuflygtninge hjem til Rwanda fra Zaire, som nu blev skueplads for borgerkrig. Endelig tvang militæret i Tanzania en halv million flygtninge tilbage til Rwanda.
De er kommet tilbage til et land, hvor der stadig er uroligheder flere steder. Derfor er der stadig folk, der flygter fra Rwanda, samtidig med at folk fortsat vender tilbage fra nabolandene. De vender ofte tilbage for at finde deres hus ødelagt eller beboet af andre. Nogle tilbagevendte bliver flyttet til nye landsbyer sammen med andre rwandere af regeringen, ofte mod deres vilje. Over en halv million lever som internt fordrevne. Yderligere huser Rwanda flygtninge fra både Den Demokratiske Republik Congo og fra Burundi. I begge lande er der konflikter, som er forbundet med konflikten i Rwanda.
Se også:
Kigali Memorial Centre, museum og dokumentationscenter om folkemordet, beliggende i Rwanda
