Påskekrisen 1920

Med Tysklands nederlag i 1. verdenskrig var der åbnet mulighed for, at Danmark kunne få dele af de tabte områder (Slesvig) fra krigen i 1864 tilbage. Kongen og store dele af den borgerlige opposition ønskede hele Slesvig tilbage til Danmark, selv om en folkeafstemning i grænselandet viste, at grænsen skulle gå omkring Tønder, så Sydslesvig forblev tysk og Nordslesvig (i dag Sønderjylland) blev dansk. Regeringen respekterede afstemningsresultatet, men  kongen tilkaldte den radikale regeringschef Zahle og opfordrede ham til at gå af og udskrive valg. Zahle nægtede, og kongen afskedigede ham. Socialdemokratiet og fagbevægelsen reagerede voldsomt og kaldte afskedigelsen for et statskup og truede med generalstrejke. 

Kongen udnævnte midlertidigt Liebe-regeringen, som var indstillet på at sætte hårdt imod hårdt over for truslen om generalstrejke. I nogle kritiske døgn tilspidsedes situationen, der var demonstrationer i gaderne og regeringen trak militærstyrker til hovedstaden. På Amalienborg slotsplads stillede en folkemængde sig op og krævede republikken indført. Mens Liebe-regeringen forberedte sig på konfrontation og opfattede generalstrejkevarslet som bluff, var både kongen og de borgerlige politikere blevet betænkelige. 
 
Heller ikke de socialdemokratiske ledere var trygge ved de kræfter, der var sat i gang, og på denne baggrund var der grundlag for forhandlinger. Man nåede frem til et kompromis, hvor Liebe-regeringen blev afskediget og et nyt forretningsministerium udpeget med den opgave at udskrive nyvalg. Det var fagbevægelsen og Socialdemokratiet der stod tilbage som sejrherre.

Da krisen så småt var drevet over, ville politikerne forhindre, at kongen igen fik mulighed et lignende nummer igen. Derfor blev der indført en ny paragraf Grundloven, paragraf 39, der sørgede for, at kongen/dronningen ikke kan forhindre Folketinget i at mødes.